nav icon MENU search icon SØG
search icon
MIT Kokkeri

29. august 2017

Alle børn til gryderne – ny udgave af kogebogen MIT kokkeri på gaden

MIT kokkeri ny kogebog for børn og unge med lette opskrifter
Alle børn til gryderne – ny udgave af kogebogen MIT kokkeri på gaden

250.000 børn og unge har allerede MIT kokkeri i hjemmet, og 29. august uddeles en ny udgave af børnekogebogen, der som den eneste kogebog bygger bro mellem skole og hjem landet over. Børn fra fem regioner er medudviklere af de 15 nye opskrifter i bogen.

 

Nu udkommer en ny og revideret udgave af bestseller-børnekogebogen MIT kokkeri med 15 nye opskrifter. 40.000 eksemplarer af den nye bog er allerede bestilt og på vej ud til skolebørn i alderen 10-15 år lige nu.

”Bogen er rykket et godt stykke ind i de danske hjem og spiller dermed en central rolle i udviklingen af børns madkultur. 250.000 børn har fået deres eget personlige eksemplar af kogebogen med hjem, og nu kan nye elever forhåbentlig også få lyst, inspiration og viden til at lave mad og i højere grad selv tage styringen i køkkenet derhjemme,” siger Karen Wistoft, professor ved Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse (DPU) Aarhus Universitet, der i samarbejde med Komiteen for Sundhedsoplysning og Haver til Maver står bag MIT kokkeri, der er støttet af Nordea-fonden.

Med børnenes egne favoritretter

Hotdog med vilde urter, taco á la MIT kokkeri og thai fish cakes hører blandt de 15 nye opskrifter udviklet til den nye udgave af MIT kokkeri. Børn og unge fra fem regioner er taget med på råd i beslutningen om de nye retter i bogen, hvor design, kvalitet og æstetik stadig er nøgleordet.

“Børnene har efterspurgt nogle retter, som gav større udfordringer. Derfor har nogle af de nye opskrifter flere steps, end den tidligere. Bogen er didaktisk stillet op med billeder af præcise mængder ingredienser og af den færdige ret, og det gør det let for alle at begå sig i et køkken uden indblanding fra en voksen,” siger Søren Ejlersen, kok og stifter af Haver til Maver og medstifter af Aarstiderne.

Flere elever fortæller, at der i skolen sjældent er tid til at eksperimentere med maden, og at fordelen ved at arbejde med kogebogen hjemme er også, at der er bedre tid til at begå fejl og til at sætte sig ind i opskrifterne.

Barnets personlige kogebog

Bogen fås gennem madkundskabslærerne, som kan bestille bogen i klassesæt gratis på mitkokkeri.dk.

”Børnene får deres eget personlige eksemplar, og dermed bygger bogen en vigtig bro mellem skole og hjem, for børnene kan udfolde og bygge videre på de madlavningsevner og den madlavningsglæde, som de har tilegnet sig i madkundskabstimerne takket være landets dygtige madkundskabslærere,” fortæller Charan Nelander, direktør for Komiteen for Sundhedsoplyning. Nordea-fonden støtter MIT kokkeri med 8,8 mio. kr. over tre år. Midlerne går både til bøger, webunivers og madklubber.
“Madvaner grundlægges fra barnsben. Vi ved, at de letforståelige opskrifter på mad, som børn gerne vil spise, får skoleeleverne til at lave mad derhjemme, og derfor er vores håb intet mindre end, at MIT kokkeri inspirerer en hel ny generation til større madglæde og madkundskab – hele livet,” siger Henrik Lehmann Andersen, direktør i Nordea-fonden, som støtter gode liv.

Læs mere på http://mitkokkeri.dk og følg MIT kokkeri på Facebook og Instagram.

  Tilmeld nyhedsbrev

TILMELD NYHEDSBREV

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

×