Genveje

Kontakt

Nyheder

Events & Kurser

Haver til Maver-Huset

Haver til Maver Frederiksberg

Frederiksberg Runddel 3E, 2000 Frederiksberg, Danmark

Skolehaven

Haven er lille og kompakt i forhold til de fleste andre Haver til Maver-skolehaver. Arealet er 40 x 70 meter, og her er plads til undervisning og aktivitet for 2 skoleklasser og en børnehavegruppe på samme tid samt jord nok til at forsyne 34 skoleklasser i lange forløb med grøntsager og mindst det samme antal besøgende på endagsforløb.

Haven er en livlig oase, der huser sprudlende grøntsager og krydderurter, summende og kriblende insekter, sultne skrubtudser, frække egern, drilske mus og en enkelt strejfende kat.

I skolehaven møder du skolehavekoordinator Sally Nordlund Andersen:

Jeg er uddannet MSc Agriculture (agronom) og naturvejleder. Jeg bor i en lejlighed i byen, så skolehaven er, ud over at være mit arbejde, også et åndehul og et sted, hvor jeg får lov at udfolde min passion for havedyrkning. Jeg elsker at se natur og børn gro i haven, og jeg arbejder hver dag for at skabe de bedste betingelser for, at det kan ske.

Børnehave-haven

I 2026 huser skolehaven også forløb for børneinstitutioner, efter vi måtte flytte fra Storm P Pladsen i det, der tidligere var Haveselskabets Have. Det er lidt trangt og derfor en midlertidig løsning. Vi arbejder på at finde en ny lokation, så flest muligt af de nærliggende institutioner kan få et børnehaveforløb, der passer til de yngste.

I børnehavehaven møder du børnehavekoordinator Betina S. Lauritsen:

Jeg har en professionsbachelor i ernæring og sundhed med speciale i human ernæring. Jeg har også en danseuddannelse, som er en forudsætning for regnormeboogie. I min fritid dyrker jeg den brasilianske kampdans capoeira, og Brasilien, hvor jeg har boet i over 10 år, er en stor del af mig. Formidling i børnehøjde er, hvad jeg brænder for, og qua min uddannelse ser jeg vejen fra jord til bord som en fantastisk mulighed for at arbejde med børns maddannelse og kultur. Jeg har givet mig selv opgaven at gøre alle børn vilde med bønner, da de jo både er bæredygtige og smager forbandet godt.

Derudover møder du i børnehavehaven også en lille gruppe energiske frivillige, som deltager i praktiske opgaver og, når der er børnehavebesøg. De er alle pensionister, og jeg ser stor værdi i den udveksling og glæde, der er mellem generationerne.