Grundforløb for skoler
Gennem Haver til Mavers køkkenhaveforløb får eleverne jord under neglene, redskaber i hænderne, grønt i maven og friske oplevelser i den kulinariske køkkenhave.
Haver til Mavers kulinariske køkkenhave er et forløb, som strækker sig over en hel dyrkningssæson – vi starter i foråret og runder af, når efteråret kommer og sætter væksten i haven på pause.
Forløbet har fokus på meningsfuld læring, hvor børnene gennem motiverende, praksisnær og sansebaseret formidling, tilegner sig viden om og praktisk forståelse for kredsløbet “jord til bord til jord” med udgangspunkt i dyrkning og tilberedning af økologiske grøntsager.
Børnene er med til det hele – de sår, vander, høster, laver lækre grøntsagsbaserede retter i udekøkkenet, dækker bord, spiser sammen og vasker op.
Den primære målgruppe er mellemtrinnet, men forløbet kan målrettes alle klassetrin.
Forløbet består af 6-8 moduler i vækstsæsonen fra maj til oktober (med sommerferiepause). I er meget velkomne til at komme på egen hånd og vande samt se til haven.
Forløbet er tilrettelagt efter et 80/20 princip:
- 80 % med aktiviteter, hvor børnene er i bevægelse og “på arbejde” som gartner, kok eller “naturforsker”
- 20 % formidling og instruktioner til opgaverne
Forløbes tilmeldes i en af vores skolehaver: Haver til Maver på Frederiksberg eller i Gentofte, Lyngby, Humlebæk, Hørsholm, Roskilde og Vordingborg.






