Genveje

Kontakt

Nyheder

Events & Kurser

Haver til Maver-Huset

Pandebrød med rabarberkompot og et drys sprøde havregryn

En af de helt store favoritter blandt eleverne i skolehaven er pandebrød med rabarberkompot og et drys sprøde havregryn. Retten er oplagt til en sommerdag, hvor solen skinner og er nem at lave derhjemme.

Rabarberkompot

Antal: 4-6 personer

Du skal bruge

  • 600 g / 5-6 stk vaskede rabarberstængler
  • 2 dl vand
  • 0,5 stk citron
  • 4 spsk sukker
  • 1 tsk vaniljesukker

Forberedelse

  • Rabarberne skæres i stykker på ca. 1 cm og kommes i en gryde.
  • Riv citronskallen (kun det gule) og pres saften ned i gryden.
  • Tilsæt vaniljesukker, sukker og vand.

Tilberedning

  • Sæt gryden på komfuret.
  • Kog kompotten til den har konsistens som syltetøj.
    Rør med jævne mellemrum i gryden, så kompotten
    ikke brænder på.
  • Smag kompotten til med sukker eller mere citron.

Pandebrød med gær

Antal: 4-6 personer

Du skal bruge

  • 12 g gær
  • 0,5 tsk salt
  • 1 tsk honning
  • 1,5 dl lunt vand
  • 0,5 dl olie
  • 5 dl mel

Forberedelse

  • Opløs gær, salt og honning i det lune vand. Tilsæt olie og derefter mel lidt ad gangen.
  • Ælt dejen med hænderne til den er fast og glat. Tilsæt 1 spiseskefuld mel, hvis den klistrer.
  • Lad dejen hæve i skålen i mindst 30 minutter, til den har dobbelt størrelse.
  • Rul dejen til en pølse og skær dejen ud i 7 lige store stykker.
  • Drys lidt mel på et skærebræt og rul dej-kuglerne ud til meget tynde pandekager (ca. 5 mm)

Tilberedning

  • Varm en pande godt op og bag hvert pandebrød i ca. 3 minutter på hver side. Pas på de ikke brænder på!

Sprøde havregryn

Antal: 4-6 personer

Du skal bruge

  • 50 g smør
  • 3 dl havregryn
  • 3 spsk sukker
  • 1 tsk vaniljesukker

Sådan gør du

  • Smelt smør på en pande.
  • Tilsæt sukker og havregryn.
  • Steg det videre, mens der hele tiden røres rundt så det ikke brænder på.
  • Når sukkeret er smeltet og havregrynene er gyldne tages panden af varmen og vaniljesukker drysses over og vendes i.
  • Drys lidt mel på et skærebræt og rul dej-kuglerne
    ud til meget tynde pandekager (ca. 5 mm)
  • Lad det hele køle af, mens det vendes rundt af og til.