Skolehaver har gennem de sidste år været gennem en genopblomstring som afsæt for det forebyggende arbejde med læring, trivsel og sundhed. Med et nyt partnerskab vil Haver til Maver, Center for Klinisk Forskning og Forebyggelse (CKFF) og Københavns Universitet (KU) arbejde sammen om at forstå og udfolde viden, læring og evidens bag skolehaver for at styrke deres positive betydning for børns trivsel, sundhed og læring.
Vicedirektør for Haver til Maver, Camilla Roed Otte, udtaler: ”En væsentlig del af professionaliseringen af skolehavekonceptet og Haver til Maver er at forstå og dokumentere den viden, evidens og fælles læring, der støtter op om, hvorfor skolehaver er så værdifulde for vores børns udvikling. Samarbejdet med netop CKFF og KU vil hjælpe os med at styrke skolehaverne som en vigtig læringsressource i danske skoler”.
Gennem partnerskabet vil de tre organisationer arbejde tættere sammen om at knytte teori, viden, evaluering og forskning til praksis for derved at kunne styrke skolehavernes effekt og impact. Dette vil samtidig give kommuner og skoler mere viden og bedre redskaber til at forbedre og integrere skolehaveprogrammer i undervisningen i skolen. Foreløbig udmønter partnerskabet sig bl.a. i projektet FoodACT støttet af Novo Nordisk Fonden, som over tre år skal undersøge skolehavers effekt på især udsatte børns skolemotivation fysiske aktivitet, klimabevidsthed og maddannelse. Som en del af FoodACT skal et ErhvervsPhD-projekt forankret hos Haver til Maver undersøge, hvordan Haver til Mavers skolehaver påvirker børns klimadannelse og handlekompetence ift. grøn omstilling med støtte fra Innovationsfonden.
CKFF bidrager med deres ekspertise inden for sundhedsforskning, interventionsforskning, evaluering og evidensbaserede metoder, mens Haver til Maver bidrager med deres omfattende erfaring inden for skolehaveprogrammer og uddannelse.
”Samarbejde mellem regioner, hospitaler og kommuner er en af nøglerne til at styrke børn og unges bevægelse, trivsel og læring. Vejen til et bedre og mere udviklende børneliv går ofte gennem etablerede samarbejder mellem organisationer, der engagerer sig med kommunerne. Derfor er det fx afgørende at undersøge, hvilket betydning organisationer som Haver til Maver har for undervisningen i grundskolen, og hvordan haveaktiviteterne kan bidrage til børns sundhed, trivsel og læreprocesser – så de kan tage vare på både deres egen og planetens sundhed og bæredygtighed” fortæller Peter Bentsen, centerchef og adjungeret professor ved CKFF.
Dette partnerskab markerer begyndelsen på en spændende og vigtig rejse mod at øge bevidstheden om skolehavers betydning og udvikle nye strategier, der vil gavne børns sundhed, trivsel og læring i Danmark. Sammen vil Haver til Maver, CKFF og KU arbejde på at forme fremtiden for skolehaver og skabe en mere evidensbaseret tilgang til denne vigtige ressource.
Lektor på Institut for idræt og ernæring Glen Nielsen udtaler: ”Projektet vil bidrage til praksis og politik ved at evaluere og forbedre konkrete uddannelsesaktiviteter og -strategier hos Haver til Maver, hvilket kan generere videns grundlag og tilbyde retninger for fremtidige interventioner inden for sundhedsfremme- og bæredygtighedsforskning”.
Center for Klinisk Forskning og Forebyggelse (CKFF) er et forskningscenter med faglig ekspertise på internationalt niveau inden for befolkningsbaseret epidemiologi, klinisk epidemiologi, sundhedsfremme og forebyggelse, sundhedstjenesteforskning og biostatistik. CKFF er forankret i det behandlende sundhedsvæsen, men vi fokuserer forskningsmæssigt på sundhed i bredere forstand og arbejder for at fremme sundhed – såvel fysisk, psykisk og socialt. Vores overordnede ambition er således at bidrage til en sundere og bedre behandlet befolkning.
Læs mere om FoodACT-projektet her.