Grønne kager
Kan grøntsager virkelig smage fantastisk i kager? Ja!
På kurset Grønne Kager går vi på opdagelse i det søde køkken og eksperimenterer med alt fra rødbeder og pastinakker til jordskokker og andre sæsonens grøntsager. Eleverne lærer, hvordan grøntsager kan give både saftighed, smag og flotte farver til cookies, muffins og andre lækkerier – selvfølgelig toppet med glasur, pynt og chokolade.
Undervejs arbejder vi med grundlæggende køkkenteknikker og håndværk, mens eleverne får erfaring med smag, teksturer og æstetik i det søde køkken. Vi undersøger, hvordan råvarer kan bruges kreativt og bæredygtigt med fokus på økologi, sæsonens grønt og mindre madspild.
Kurset giver eleverne mulighed for at arbejde med forskellige redskaber og metoder, samtidig med at de lærer om anretning, værtskab og det visuelle udtryk i madlavning. Her er plads til både nysgerrighed, kreativitet og masser af smagfulde eksperimenter.
Vi tilbyder forløb i Haver til Maver-Huset på Frederiksberg og i følgende af vores skolehaver: Frederiksberg, Gentofte, Lyngby, Humlebæk, Hørsholm, Roskilde eller Vordingborg.






