Job / Praktik

Vi hører gerne fra dig

Job hos Haver til Maver

Hos Haver til Maver arbejder vi for at skabe læring, fællesskab og madglæde gennem naturen. Når vi søger nye medarbejdere, bliver stillingsopslag altid offentliggjort her på siden.

Følg os med fordel på sociale medier (LinkedIn, Instagram og Facebook), hvor vi løbende deler nyt om vores arbejde, kommende udviklingsprojekter og ledige stillinger. 

Du er altid velkommen til at sende os en uopfordret ansøgning til rd@havertilmaver.dk

Vi søger: Skolehaveformidler til vores skolehave i Gentofte

En af Haver til Mavers formidlere skal flytte, og derfor søger vi en ny stærk formidler til vores skolehave beliggende i Bernstorff Slotshave i Gentofte. Du vil sammen med vores dygtige team være med til at arbejde for at styrke børns jordforbindelse. Så vil du være med til at engagere børn i Haver til Mavers univers af bålrøg, bønner og børnefællesskaber? Du skal være en dygtig formidler og meget gerne have kompetencer inden for jordbrug og det grønne læringsrum.

Haver til Maver er en landsdækkende NGO, der arbejder for, at alle børn modtager undervisning i en skolehave i løbet af deres børnehave- og skoleliv. Vi har en voksende portefølje af egne haver, der drives af sekretariatets knap 25 medarbejdere, der har baggrunde som kokke, gartnere, agronomer, naturvejledere, biologer og pædagoger. Du vil have base i vores nye skolehave i Gentofte og kommer til at indgå i det samlede haveformidlerteam, som underviser i Haver til Mavers skolehaver beliggende på flere lokaliteter.

Stillingen omfatter:
  • Formidling i og om vejen fra jord til bord til jord til børn og unge.
  • Bidrage til tilrettelæggelse af årets gang i skolehaven.
  • Bidrage til udviklingen af dyrkningen.
  • Samarbejde med lokale nøglepersoner på skoler og i dagtilbud.
  • Udføre praktiske opgaver i forbindelse med årets gang i skolehavedriften.
Om dig:

Du har en faglig viden om skolehaver og formidling – herunder meget gerne særligt om dyrkning af afgrøder og naturfaglige emner. Du kan fx være uddannet gartner eller noget andet inden for landbrug. Vi ser gerne, at du har erfaring med at formidle til børn og unge og gerne indenfor natur, mad og havedyrkning. Samtidig skal du være frisk på at tage fat, have gode samarbejdsevner og være god til at have mange bolde i luften. Du skal kunne overskue og balancere en kompleks formidlingssituation, med et stort publikum, i en relativ stram ramme og samtidig kunne mestre utrolighed og at gribe nuet.

Derudover skal du være indstillet på at tilbringe de fleste af dine arbejdsdage udendørs i Haver til Mavers særlige univers, hvor vi underviser i alt slags vejr.

Praktisk information:

Stillingen er på 25 timer ugentligt og er tidsbegrænset indtil den 31/10-2026. Vi ser gerne, at du starter 1. marts eller så hurtigt som muligt derefter.

Din daglige arbejdsplads bliver skolehaven i Bernstorff Slotshave i Gentofte.

Ansøgningsfristen er søndag den 15/2 kl. 12, men gerne før, da vi læser ansøgningerne løbende. Vi afholder samtaler torsdag den 19/2.

Hvis du har spørgsmål til stillingen, kan du kontakte Projektchef Rikke Danø på tlf. 41 42 24 10 eller på mail rd@havertilmaver.dk

Haver til Maver ønsker at afspejle det samfund, vi er del af og den mangfoldige generation af børn, der hver dag kommer i skolehaverne. Hos os er dit engagement og dine kompetencer det vigtigste – ikke dit efternavn, køn eller din alder.

Se stillingsopslag og sende din ansøgning her

Vi søger et bestyrelsesmedlem til Fonden Grobund

Haver til Maver er i rivende udvikling med nye haver og nye aktiviteter. I dag findes der 13 Haver til Maver skolehaver fordelt over hele landet samt et prisbelønnet Haver til Maver-Hus på Frederiksberg, hvor sekretariatet hører hjemme. Vi forventer at åbne endnu flere skolehaver i løbet af de næste par år samt at udvikle nye aktiviteter og programmer, hvor vi med udgangspunkt i jord-til-bord principperne skaber grobund for gode og stærke børneliv.

En del af vores strategiske udvikling er, at foreningen Haver til Maver i foråret 2026 overgår til at blive en nystiftet erhvervsdrivende fond med et almennyttigt formål. Skolehaverne Haver til Maver, vil stadig være helt det samme, men nu blot som en del af Fonden Grobund. Til det formål er vi i gang med at sammensætte en ambitiøs og engageret bestyrelse, der skal være en stærk hånd i ryggen og bistå Fonden Grobund, herunder Haver til Maver, med at indfri ambitionerne i strategien.

Bestyrelsen vil bestå af 6-7 medlemmer, hvoraf tre forventes at følge med fra den nuværende bestyrelse. Vi leder efter en profil, som kan supplere de eksisterende kompetencer, og vi vil derfor være glade for at se ansøgninger fra profiler, der har en eller flere af flg. kompetencer:

  • Kommunikationskompetencer
  • Politisk netværk og tæft
  • Bestyrelseserfaring

Der afholdes som udgangspunkt 4 møder om året, men ekstra møder og aktiviteter kan tilføjes efter behov. Bestyrelseshonoraret er 26.000 kr. årligt.

Deadline er søndag den 22. februar, men vi tager stilling til de indkommende ansøgninger løbende, så tøv ikke med at få sendt afsted før det. Vi forventer at afholde samtaler med udvalgte kandidater løbende og dernæst afslutte processen medio marts.

Spørgsmål kan rettes til forperson Louise Køster på lk@havertilmaver.dk.

Se stillingsopslaget og sende din ansøgning her

Praktik hos Haver til Maver

Hos Haver til Maver byder vi altid engagerede og nysgerrige praktikanter velkommen. Vi tilbyder spændende praktikforløb, hvor du får mulighed for at blive en del af vores arbejde med børn, læring og natur – helt tæt på livet i skolehaverne.

Vores primære praktikperiode er fra april til oktober, hvor der er fuld gang i haverne. Da vi følger skolernes kalender, skal du være opmærksom på, at der er sommerferiepause samtidig med skolerne.

Som praktikant hos os bliver du en del af hverdagen i haverne. Du vil:

  • Deltage aktivt i haveforløb sammen med skolehavekoordinatorer, elever og lærere
  • Få indblik i formidling, undervisning og naturpædagogik
  • Hjælpe med praktiske opgaver, der sikrer, at skolehaverne fungerer optimalt
  • Bidrage med dine egne idéer og perspektiver til vores arbejde

Vi er åbne over for mange faglige baggrunde, så uanset om du studerer til gartner, pædagog, lærer, naturvejleder, agronom, ernæring og sundhed eller noget helt andet, hvor vores skolehaver kan spille en rolle i din uddannelse, hører vi meget gerne fra dig.

Send en kort ansøgning og CV til ss@havertilmaver.dk, så tager vi en dialog om, hvordan vi sammen kan sammensætte det bedst mulige praktikforløb for dig.

Bemærk: Da Haver til Maver er en forening, har vi desværre ikke mulighed for at tilbyde lønnet praktik.