
Haver til Maver Odense (Skibshusgården)
Skolehaven
I 2019 var Odense Kommune klar til at åbne havelågen til byens tredje skolehave – Skolehaven på Skibhusgården. Inspirationen fra skolehaverne på Falen og på Holluf Pile Skole er tydelig, både i måden haven er anlagt på, men ikke mindst i måden vi tilrettelægger undervisningen med børnene.
Nogle elever bliver virkelig udfordrede når de skal findele hestemøg i bedene, flytte på en regnorm eller tænde en tændstik for første gang. Vi glæder os i fællesskab over, når der høstes kæmpe kartofler og gulerødder i sjove farver og faconer. I den smukke og rummelige have sænkes skuldrene hos de fleste både børn og voksne. Vi hygger, leger, griner og lader børnene møde nye udfordringer, forundres, øve sig og blive klogere – ofte uden at de selv er bevidste om det.
Skolehaven på Skibshusgården har plads til tolv klasser. Omkring 280 lokale børn får dermed mulighed for i fællesskab med deres klasser at dyrke, passe, høste og spise lækre friske grøntsager.
Skibhusgården er en del af Ung Odense – byens ungdomsskole. Vores gamle firlængede gård i smukke omgivelser huser også en naturskole og en grejbank fyldt med friluftsudstyr.
I skolehaven møder du underviser Ane Kirstine Frydenboe:
Jeg er skolelærer og spejderleder og i øvrigt meget optaget af, at vi skal tage godt vare på vores jord og hinanden.





