Den Grønne Rygrad

Baggrund

Den Grønne Rygrad er et projektsamarbejde mellem den grønne tænketank CONCITOs Klimaambassade og skolehaveforeningen Haver til Maver. Projektet har til formål at danne ramme for arbejdet med grøn dannelse i grundskolen ved at styrke klima- og bæredygtighedsundervisningen med udgangspunkt i STEM-fagene. Det sker bl.a. gennem kortlægning af lokale og nationale grønne undervisningsaktiviteter samt et digitalt værktøj, der tilbyder lærerne et overblik over lokale praksisnære aktiviteter inden for natur, klima og bæredygtighed i vores samarbejdskommuner. Det kan understøtte planlægningen af forløb, som engagerer eleverne i praksisnære og motiverende klima- og bæredygtighedsaktiviteter. Find link til værktøjet i menuen øverst på siden.

Den Grønne Rygrad arbejder inden for temaerne: Energi, Fødevarer, Klima, Ressourcer, Natur og Sundhed og vil indtil foråret 2024 samarbejde med 20 kommuner om at kortlægge og forankre grøn dannelse og klima- og bæredygtighedsundervisning i folkeskolen.

Den Grønne Rygrad understøtter lærernes arbejde og kommunernes indsatser inden for STEM-fagene og skal gøre det lettere at sikre progression og faglige sammenhænge. Formålet med projektet er at fremme og understøtte den naturfaglige formidling og gøre den relevant og inspirerende for elever gennem hele skoleforløbet.

Den Grønne Rygrad vil således være det naturlige omdrejningspunkt for praksisnær undervisning i STEM-fagene, som styrker naturfagligheden på alle klassetrin og gør det lettere at sikre sammenhæng i undervisningen.

Den Grønne Rygrad er støttet af Novo Nordisk Fonden i perioden 2019-2024.