nav icon MENU search icon SØG
search icon
Nyheder

Seje bi-tricks, regndans og banditbørn

 

Seje bi-tricks, regndans og banditbørn

Hvordan står det til i din skolehave? Det har vi spurgt Helle Bojsen fra Haver til Maver Fiskbæk om. Med en solsikke bag øret beretter hun ærligt fra det sønderjyske i en opsamling af sæsonens arbejde skrevet som en hilsen til skolehavefolket.

Af Helle Bojsen, Haver til Maver – Fiskbæk

Hej alle I skønne skolehave-mennesker. Jeg skriver til jer fra Sønderjylland, hvor vi i 2018 har været i gang med vores anden vækstsæson. Haver til Maver – Fiskbæk startede op i januar 2017, hvor vi etablerede skolehaven på en fugtig pløjemark på Gråsten Landbrugsskoles jord. Her har vi plads til 19 folkeskoleklasser og én børnehavegruppe. Haver til Maver – Fiskbæk er altså et samarbejde mellem Naturskolerne i Sønderborg Kommune og Gråsten Landbrugsskole.

Efter en grundig dræning af jorden, en masse etableringsarbejde og en rigtig god første sæson var det nødvendigt med lodtrækning mellem en god stak tilmeldte klasser til sæson 2018. En herlig opbakning, der gør enhver persille-smed glad. Og ja, det tilnavn får man altså, når man arbejder som skolehave-naturvejleder på en landbrugsskole.

Og min anden sæson i Haver til Maver har været virkelig skøn. Det var et knastørt forår, hvor især spinat og radisser led under tørken, hvilket gjorde, at der ikke var ret meget at pynte æggekagen med under 4. skolehavebesøg. Sidste sæson vandede vi ikke med en dråbe vand i skolehaven, og denne taktik havde jeg besluttet mig for også at køre i sæson 2018. Jeg synes personligt ikke, at man behøver at kunstvande i vildskab i køkkenhaver, hvor ingens levebrød er afhængigt af udbyttet. Der er for mig at se rigtig god læring i, at man også er underlagt naturens luner, og derfor måske ikke får så flotte gulerødder og ens knoldselleri dør, når det har været en tør sommer.

Strabadser i skolehaven styrker
Akkurat som man er underlagt selvsamme luner, når vi er nødt til at arbejde i haven, selvom det regner, og at vi bliver og passer bålet i udekøkkenet, selvom solen bager hedt. Det gør oplevelsen så meget mere intens, når man har knoklet og frosset, inden man får sin belønning i form af et varmt måltid mad. Man får sanserne stimuleret og man udstår strabadserne – det styrker enhver unge i skolehaven.

Jeg indrømmer dog gerne, at jeg har vaklet lidt i min ”nej, vi vander ikke!”-politik og overvejet endda nogle gange i løbet af sommeren, om jeg var en lidt for principfast moster, der bare skulle slappe af og få den vandslange rullet ud. Men jeg holdt stand og vil gerne sige tak for den regn, der faldt efter sommerferien og en særlig tak til min stive have-lerjord, der binder vand så ufatteligt godt.

En af mine bedste oplevelser fra sæson 2018, har været at have besøg af to dygtige biavlere, Karsten og Peter. De har på skift hjulpet mig under det 3. skolehavebesøg, hvor vi hører om bier og slynger honning, som vi bruger til at søde vores rabarberkompot med. Det giver bare et pift til dagen at have dygtige, autentiske formidlere, der kigger forbi. Og at Karsten så kan verdens sejeste trick med at lægge en drone på tungen, giver bare al den seriøse læring et snert af gak og gøgl, hvilket ungerne elsker – mig selv inklusiv.

Seje bi-tricks, regndans og banditbørn

Pædagogiske benspænd 

Men nu er alt jo ikke lutter lagkage i en skolehave. Og selvom der selvfølgelig altid er klasser, der fungerer bedre end andre, har der i år været især én klasse, der har givet mig frustrationer i rå mængder. For katten da, jeg har været presset både på organisatoriske, formidlingsmæssige og pædagogiske fronter. Det har været virkeligt svært at håndtere den pågældende klasse, og der har været dage, hvor jeg seriøst har overvejet at smadre et eller andet, så snart de var taget hjem. Sådan tænker jeg måske ikke, at det skal være nødvendigt at have det, så jeg har lært, at jeg ikke skal strække mig så langt en anden gang.

Men efter sådan en banditklasse, så nyder jeg i ekstra stor stil, at jeg også har tid til at fordybe mig i skolehavearbejdet med de lidt mindre specialklasser, som giver helt andre rammer for at danne relationer med eleverne. Og at vi også har plads til børnehavegruppen, hvor vi har tid til at lege både vildt og stille, bruge en halv dag på at flytte mange, mange små trillebørfulde sand ind til hønsene og kigge på bænkebidere i virkelig lang tid. Og lad det så være den sidste morgenfrue bag øret for sæson 2018.

Glæder mig til at følge med i, hvad alle I andre har haft gang i derude.