nav icon MENU search icon SØG
search icon
Nyheder

Den Grønne Rygrad

Den Grønne Rygrad
Den Grønne Rygrad

Det er bydende nødvendigt at vores børn og unge dannes til at kunne agere i en verden, hvor mulighederne er mangfoldige og forandringerne hastige. Derfor har vi I Haver til Maver de seneste 10 måneder arbejdet med programmet Den Grønne Rygrad i samarbejde med CONCITO’s Klimaambassade. Programmet er støttet af Novo Nordisk Fonden.

Den Grønne Rygrad er et ambitiøst, nationalt program, hvor vi over en periode på fem år kortlægger, udvælger, samler og udbreder de bedste praksisforløb, der findes inden for temaerne Natur, Fødevarer og Sundhed samt Klima, Energi og Ressourcer og kobler dem til konkrete eksempler på undervisningsforløb.

I Haver til Maver og i Klimaambassaden samler vi vores mangeårige erfaringer med formidling og uddannelse og inviterer desuden de mest relevante grønne undervisningsaktører med i arbejdet for de næste generationers grønne dannelse.

Den Grønne Rygrad skal understøtte lærernes arbejde og kommunernes indsatser inden for STEM-fagene samt understøtte faglige sammenhænge og progression. Formålet er at fremme og understøtte den naturvidenskabelige formidling og gøre den relevant og inspirerende for elever gennem hele skoleforløbet. Ved at dyrke, opleve, regne og være kreative skal vores børn og unge opdage, hvordan biologi, kemi, geografi, fysik og matematik hænger sammen med verden uden for klasselokalet, og hvor vigtige de naturvidenskabelige kompetencer er for omstilling af vores samfund i en bæredygtig retning.

Projektet er der hvor vi er dykket ned i kortlægningen af praksisnære initiativer, kommunale strategier og aktive aktører ude i kommunerne. Det er ind til nu lykkedes godt og arbejdet med overblikket over de lokale landskaber er rigtig godt i gang. Eksemplariske læringsforløb tegner sig, og foran os er et forår med endnu mere fordybelse i kommunernes grønne dannelses virkelighed, udvikling af flere eksemplariske læringsforløb, et didaktisk grundlag som skal på plads, deltagelse på årets BIG BANG i marts, fokusgrupper med lærere og elever og meget mere.

I Haver til Maver står Amalie Dynnes Ørsted og Line Pinstrup for arbejdet i Den Grønne Rygrad. Skal din kommune have en Grøn Rygrad eller er jeres praksisnære initiativ relevant for vores kortlægning, så ring eller skriv til os.

 

Læs mere om Den Grønne Rygrad her