Af Signe Gran Lorentsen, skolehavekoordinator i Svendborg
Det velkendte klap samler børnene i skolehaven i Svendborg.
Det er den første gang efter sommerferien, og børnene har allerede været nede og smugkigge i haverne. Har fået store øjne over solsikkerne og kæmpe-rødbederne, og set morgenfruerne, hvor mange af dem allerede er gået i frø.
Klasserne sidde nu klar ved deres stationer, hvor enten Pia eller Signe fortæller dem om kompost og vejen fra grøntsagsfrø til kompost. Der bliver snakket om nedbryderdyr, svampe og bakterier, og slutteligt bliver der set, lugtet til og rørt ved skolehavens kompost.
Nu skal børnene i haven. På grund af den tørre sommer er der ikke så meget lugearbejde – til gengæld er der hestebønner, løg og rigtig mange kartofler at høste. Kartoflerne vælter op af jorden, og nogle grupper kan blive ved med at finde de små guldklumper. Mange har også kæmpesquash, som bliver brugt til alt fra håndvægte til babyer.
Nu skal kartoflerne vejes. Der er nemlig kartoffelmesterskab, hvor alle klasser i skolehaven dyster om, hvem der får den største kartoffelhøst. Alle går meget op i, at selv den allermindste kartoffel skal vejes med, det kan jo være lige netop den der sikrer sejren.
Der skal blot en kort repetition af brændekløvning og opstart af bål til, så er børnene helt klar til at lave dagens menu: Nyopgravede kogte kartofler med hestebønnemos. Mums. Børnene smager selv hestebønnemosen til, så den passer perfekt til deres smagsløg.
Med fyldte maver bliver oprydningen og opvasken til en leg. Den obligatoriske Haver til Maver remse sender børnene glade, mætte og trætte med bussen. Røde kinder og sorte negle minder børnene om en dag i Haver til Maver – Svendborg.