Vil give elever forståelse for grøntsagsdyrkning, sundhed og processen fra jord til bord
Forlaget Alinea og foreningen Haver til Maver lancerer i dag på Danmarks Læringsfestival deres nye samarbejde, som skal øge danske skoleelevers nysgerrighed for natur, mad og sundhed.
Tør eleverne spise ukrudt? Vil I give eleverne mulighed for at mærke og sanse naturen, samtidig med at de får ny viden om afgrøder, planter og sundhed? Alinea og Haver til Maver har sammen udviklet en række nye undervisningsforløb, hvor eleverne skal arbejde med bl.a. afgrøder, sundhed og processen fra jord til bord.
Forløbene, der er en del af Alineas nye portal til natur/teknologiundervisningen i 1.-6. klasse, bygger på Haver til Mavers gennemprøvede undervisningsforløb og læring, som dagligt benyttes i foreningens skolehaver i hele landet.
De nye forløb kan bruges, hvis man allerede har en skolehave, hvis man påtænker at starte en skolehave, eller hvis man blot gerne vil undervise mere praksisorienteret. Forløbene er fyldt med øvelser, forsøg og smagsoplevelser og giver eleverne en enestående mulighed for at lære om den nære natur, om afgrøder, planter og dyr. Målet er at gøre undervisningen sanselig og konkret og sikre eleverne endnu mere læring i skolehaven og en mere praktisk tilgang i undervisningen.
Haver til Maver:
“Vi samarbejder med Alinea for at bringe skolehaven mere ind i folkeskolen, og gøre den lettere tilgængelig for lærere og pædagoger. Vi vil med samarbejdet forene teknologiens og naturens tilstedeværelse i børns opvækst. Her ser vi, måske for første gang, et miljø, der både virker som afsæt for at lære at læse, regne og skrive og som oplevelsesrum, hvor børn lærer at samarbejde, kommunikere og glæde sig med hinanden“, udtaler Susanne Leegaard, der er leder af Haver til Maver. “Vi ser frem til at endnu flere børn kan blive indviet i skolehavens klasselokale!”
ALINEA:
For Alinea er det nye samarbejde helt særligt.
“Vi ved fra forskning, at hvis vi vil have engagerede elever – og det vil vi, for hvis eleverne er engagerede, så lærer de også mere – så skal undervisningen have en synlig værdi, eleverne skal kunne relatere sig til det, de lærer – og så skal den være ‘mærkbar’, det vil sige sansende og praktisk. Det er lige præcis det, Haver til Maver er særligt dygtige til og årsagen til at vi er gået ind i dette meget spændende samarbejde, fortæller Cliff, der er direktør hos Alinea og som videre oplyser, at man vil komme til at se meget mere til det nye samarbejde.
- For yderligere information kontakt:
- Susanne Leegaard, Leder af Haver til Maver, +45 26 22 18 56, sl@havertilmaver.dk
- Læs mere om Haver til Maver på https://www.havertilmaver.dk
- Cliff Hansen, Forlagsdirektør, +45 20 78 71 70, cliff.hansen@alinea.dk
- Hent fotos i presserummet: https://www.havertilmaver.dk/presse/billeder/
- Læs mere om Alinea på: https://www.alinea.dk/