Hvordan kan smag betragtes som en ressource fremfor en barriere, når det gælder børn og unges forhold til mad og måltider? Hvilke erkendelsesmuligheder kan smag bibringe børn og unge? Hvordan kan smag vise nye veje til et godt liv?
Disse spørgsmål bliver besvaret med bogen “Mod en smagspædagogik”, som tager afsæt i eksisterende forskning på området for børn, smag og læring. Gennem et kritisk litteraturreview sætter forfatterne sig for at tage hul på udviklingen af en smagspædagogik, der har til formål at lære børn og unge at forholde sig bevidst til deres smag for på den måde at skabe kritisk bevidsthed omkring egne madvalg. Bogen nytænker smag, madvalg og måltider.
Smag skal ikke forstås som noget objektivt og universelt, men som noget individuelt og kontekstuelt. Herved bliver læringssituationen også en ganske anden end den normative kommunikationssituation, som eksempelvis kostrådene annoncerer, og som megen undervisning i mad synes at være bygget op omkring.
Bogen kan downloades fra 21. august. Et fyldigt uddrag (på engelsk) kan downloades allerede nu fra denne artikel.
Jonatan Leer og Karen Wistoft: “Mod en smagspædagogik”. Læs mere om bogen her…