DYRK LIVET: Grøn festival sætter skolehaver på skemaet for FN’s bæredygtighedsmål

DYRK LIVET: Grøn festival sætter skolehaver på skemaet for FN’s bæredygtighedsmål

DYRK LIVET: Grøn festival sætter skolehaver på skemaet for FN’s bæredygtighedsmål 600 270 Haver til Maver

Skolehaver lærer børn om madens vej fra jord til bord, og det er en uvurderlig del af den grønne omstilling, FN’s verdensmål arbejder for at fremme. Det mener foreningen Haver til Maver, der med festivalen DYRK LIVET 6. september dykker ned i FN’s verdensmål fra en række spændende nye perspektiver. Her vil skolehaveeksperter drøfte udvikling med kapaciteter som Steen Hildebrandt, Johanne Schmidt-Nielsen fra Red Barnet, Christian Ibsen fra CONCITO og Jytte Abildstrøm m.fl.

FN’s verdensmål for bæredygtig udvikling præger i stigende grad dagsordenen for grøn omstilling. Men hvordan gør man en gigantisk organisations brede tanker for verdenssamfundet til noget jordnært, som kan inspirere almindelige mennesker til at tage del i den grønne omstilling?

Et nærliggende svar kunne være skolehaver. 6 september inviterer skolehaveforeningen Haver til Maver for andet år i træk til festivalen DYRK LIVET på en mark i et cirkustelt på Krogerup Avlsgaard i Humlebæk. Her danner de en frodig ramme om et fagligt og festligt forum for alle, der arbejder med have, mad og natur for børn og unge.

Susanne Leegaard, direktør i Haver til Maver, forklarer: ”Skolehaver giver et konkret, praktisk og vigtigt fundament i børn og unges forståelse for madens vej fra jord til bord. Det er en perfekt showcase på, hvor vigtigt det er, at den vej er præget af bæredygtige valg og de størst mulige hensyn til naturen. Haver til Mavers principper overlapper med rigtig mange af FN’s bæredygtighedsmål, og det er netop den kobling, DYRK LIVET i år vil fokusere på.” Haver til Maver og DYRK LIVET er støttet af Nordea-fonden.  

Fra verdensmål til selvdyrkede måltider i skolen

Under temaet Bål til Verdensmål kan festivalgæsterne se nærmere på den grønne omstilling gennem en række oplæg, samtaler, workshops og lækre smagsindtryk. Fra anerkendte forskere som Steen Hildebrandt til skuespiller, teaterleder og miljøaktivist Jytte Abildstrøm og Aarstidernes egen stifter Søren Ejlersen vil DYRK LIVET vise FN’s verdensmål frem fra nye, spændende vinkler.

Målet er at give en mere konkret og jordnær forståelse for den farverige bingoplade, der udgør FN’s 17 verdensmål. For hvad er sammenhængen egentlig mellem 193 statslederes store ambitioner for klodens fremtid og tusindvis af elevers selvdyrkede måltider?

“Vi mærker en overvældende interesse for koblingen mellem skolehaver og FN’s verdensmål fra vores medlemmer og samarbejdskommuner. Mange bruger allerede verdensmålene aktivt i deres undervisning, og derfor giver det kun mening, at vi på DYRK LIVET bidrager til en bedre forståelse for, hvordan man arbejder med dem,” siger Susanne Leegaard.

Foruden de mange spændende oplæg og workshops, kan spirende iværksættere også finde finansiering til deres grønne projekter under festivalen, hvor Nordea-fonden uddeler helt op til 100.000 kroner til stærke idéoplæg med en bæredygtig agenda.

15.000 børn får hvert år undervisning i skolehaver

Over hele landet spirer netop nu mere end 150 skolehaver, som enten er etableret af eller medlem af Haver til Maver. Det har siden begyndelsen i 2006 gjort Haver til Maver til en af de førende danske foreninger for grøn omstilling i børnehøjde.

Foreningens medlemmer sikrer hvert år, at skolehaver bliver en del af undervisningen for op mod 15.000 folkeskolebørn i Danmark, som alle tilbringer mindst otte skoledage i haverne. Tilsammen udgør det op mod 120.000 skoledage eller 500.000 timer hvert år.

Festivalen er gratis for professionelle, fagfolk og engagerede aktivister inden for området have, mad og natur i børn og unges opvækst.

 

Læs mere om DYRK LIVET og tilmeld dig her