Jordforbindelse – nu får Frederiksbergs børn skolehaver

Jordforbindelse – nu får Frederiksbergs børn skolehaver

Jordforbindelse – nu får Frederiksbergs børn skolehaver Haver til Maver
 Foto: Martin Sørensen / minby.dk

Hvordan bliver et frø til en gulerod, og hvordan bliver guleroden til en smagfuld suppe? Frederiksbergske børn og unges forståelse for natur, havedyrkning og madlavning skal nu på skoleskemaet med helt nye rammer for læringen. Takket være Frederiksberg Fondens støtte til etablering og drift af skolehaver omdanner foreningen Haver til Maver et areal i Frederiksberg Have til grønne og spirende klasseværelser under åben himmel. Frederiksberg Kommunes skolebørn, lærere og pædagoger forventes at kunne indtage ’Haver til Maver Frederiksberg’ fra april 2019.

Haver til Mavers mangeårige arbejde med at udbrede kulinariske skolehaver i hele landet lønner sig nu også i Frederiksberg Kommune, hvor skolebørn, lærere og pædagoger kan se frem til nye grønne læringsrum i Frederiksberg Have.

”Mange børn har ikke adgang til jord og natur i hverdagen. Haver til Maver og Frederiksberg Fonden kan nu sammen arbejde for børns dannelse og læring inden for natur, dyrkning og fødevarer takket være et værdifuldt samarbejde med Slots- og Kulturstyrelsen gennem mange år. Vi støtter Haver til Maver på Frederiksberg, fordi vi tror på, at haverne kan blive et nyt samlingspunkt for gode madoplevelser også uden for skoletiden,” siger Martin Dahl, direktør for Frederiksberg Fonden, der støtter etablering og drift fra 2018-2020.

Rekrutteringen af skoleklasser og klargøringen af arealet i Frederiksberg Have, som Slots- og Kulturstyrelsens drifter og vedligeholder, sker allerede fra november, og det forventes at skolebørnene kan indtage haverne allerede i den kommende skolehavesæson fra april 2019.

En del af en national skolehavebevægelse
Haver til Maver er landets mest kendte jord-til-bord-baserede læringsforløb, og Frederiksbergs børn, lærere og pædagoger bliver en af et nationalt skolehave-fællesskab. Nordea-fonden har støttet udbredelsen og forankringen af Haver til Maver-skolehaver over hele landet, og Haver til Maver Frederiksberg bliver nummer 40 på landkortet.

”Det er en tydelig markering af, at skolehaver er en bevægelse, der strømmer gennem Danmark. Ildsjæle – uanset om de sidder i fonde, kommuner, skoler, kolonihaver eller på godser – vil det her. Modellen her på Frederiksberg er ret unik, idet Nordea-fonden støtter den nationale udbredelse, mens en byfond går ind og støtter forankringen. Det har vi ikke set før, og det kan være en interessant partnerskabsmodel, især hvis kommunen også melder sig i kampen,” siger Søren Ejlersen, stifter af og bestyrelsesformand for Haver til Maver.

Målet det første år er, at der i Frederiksberg Have etableres et æstetisk, funktionelt læringsmiljø til drift af Haver til Mavers skolehaver, og at minimum otte klasser gennemgår Haver til Mavers

grundforløb i projektperioden. På sigt er målet, at haverne forankres som en del af den faste skolegang på Frederiksberg.

”I Slots- og Kulturstyrelsen har vi gode erfaringer med at introducere skolebørn for naturen og dyrkning af grøntsager, og vi er derfor glade for, at der nu også kan lade sig gøre at skabe skolehaver på et lille areal i Frederiksberg Have. Jeg er sikker på, at børnene får nogle rigtige gode oplevelser med at se frugt og grønt spire frem og på den måde få en bedre forståelse for, at vi både skal passe på naturen, men også godt kan høste meget af det, der vokser frem i den,” siger Niels Mellergaard, enhedschef i Slots- og Kulturstyrelsen.

Lærere, pædagoger og skoler, der gerne vil skrives op til at tage del i skolehaverne kan kontakte Eline Lange Hansen på elh@havertilmaver.dk, og naboer til de kommende skolehaver bliver inviteret til et informationsmøde, hvor det er muligt at høre om projektet.