BoGro udgiver guide til beboerdrevne fælleshaver i almene boligområder

BoGro udgiver guide til beboerdrevne fælleshaver i almene boligområder

BoGro udgiver guide til beboerdrevne fælleshaver i almene boligområder 150 150 Haver til Maver

Siden 2015 har Haver til Maver sammen med Områdesekretariat Helsingør etableret og drevet BoGro-projektet. De erfaringer er blevet samlet i en bog – en slags håndbog i fællesskab – der guider gennem hele processen fra idé til spiselig have.  

I snart to år været har Områdesekretariat Helsingør og Haver til Maver været med til at knytte bånd mellem beboere i almene boligområder i Helsingør ved at engagere dem i beboerdrevne fælleshaver i deres lokalmiljø. Nu høstes erfaringerne med at udvikle, drive og forankre fælleshaver med lanceringen af håndbogen “BoGro – en guide til beboerdrevne fælleshaver i almene boligområder”.

Håndbogen er frit tilgængelig til download på www.havertilmaver.dk.

Klik her for at downloade bogen

 

I anledning af lanceringen var Områdesekretariatet Helsingør og Haver til Maver d. 14. november vært ved en reception i Krogerup Avlsgårds skønne omgivelser, hvor interesserede kunne hilse på bogens forfattere, høre mere om projektet, smage på stenovnsbagte pizzaer lavet af beboere fra Vapnagaard og blive inspireret til selv at komme igang med fælleshaver.

Guiden er til ildsjæle i almene boligområder, og giver en grundig indføring i at lede en inddragende proces fra ide til virkelighed. Bogen klæder beboere på til at arbejde med fælleshaver som redskab til at skabe fællesskab, tryghed og stolthed, kompetenceudvikling og livsmestring, og er udviklet til alt dét, der ikke nødvendigvis handler om frø, forspiring og lugning, men derimod empowerment, beboerinddragelse og kommunikation.

HÅNDBOG I AT SKABE ENGAGERENDE OG ATTRAKTIVE UDEMILJØER

Håndbogen er kulminationen på det arbejde, som BoGro-projektet har drevet siden 2015 for at skabe engagerende og attraktive udemiljøer i almene boligområder med udgangspunkt i beboernes egne ressourcer. For at nå dertil, er der i løbet af projektperioden afprøvet forskellige metoder til udformning og etablering af grønne arealer, udvikling af aktiviteter, effektmål samt kommunikation:

Vi har eksperimenteret helt vildt. Alt lige fra høstfest, pizzatirsdag til opstartsworkshop er udviklet, afprøvet og rettet til sammen med beboerne – tilmed i tre vidt forskellige boligområder. Nu står vi med én procesguide, der kan være et ståsted for andre, der ønsker at kaste sig ud i at skabe fælleshaver i almene boligområder”, fortæller Daniel Hervik, Udviklingschef i Haver til Maver og medforfatter af håndbogen.

Sociale fællesskaber skal øge livskvaliteten

Naboskabet i de udsatte boligområder er markant dårligere end på landsplan, og kun omkring 32% af beboerne i de udsatte boligområder vurderer samlet set naboskabet i deres boligområde positivt (CFBU: www.cfbu.dk). Samtidig er det gensidige kendskab og tilliden mellem beboerne markant svagere i udsatte boligområder end på landsplan.

Øget naboskab og fællesskab leder til øget tryghed, bedre integration, lavere fraflytning og sundhedsfremme, og her kan beboerdrevne fælleshaver være et vigtigt redskab:

Haverne har haft en mærkbar effekt i alle tre boligområder. Beboerne i Tibberupparken, på Vapnagaard og i Nøjsomhed fortæller om øget samvær og et nyt fællesskab i de grønne områder mellem blokkene”, siger Dorthe Qwist Greve, Leder af Områdesekretariat Helsingør.

Daniel Hervik uddyber:

Fællesskab kan være nøglen til et godt, trygt boligområde. Med hele opblomstringen af byhaver og vores egne erfaringer med skolehaver havde vi en formodning om, at haven kunne være med til at skabe fællesskab. BoGro handler om, at svare på hvorfor og hvordan dét at dyrke og lave mad sammen kan være fællesskabs-skabende”.

SÆT KRYDS I KALENDEREN

31. januar 2018 inviterer Haver til Maver og Områdesekretariat Helsingør til konference. Formålet med konferencen er at videregive alle de faglige erfaringer, praktiske værktøjer og gode historier som er blevet samlet i BoGro og de boligsociale helhedsplaner for Tibberupparken, Vapnagaard og Nøjsomhed.

Er du interesseret i at deltage, så følg med her på www.havertilmaver.dk

Tankerne bag BoGro

Bo og Gro – opblomstring af naboskab i almene boligområder” er et projektsamarbejde, der løber i perioden 2015-2017 mellem boligselskaberne Nordkysten og Boliggården repræsenteret ved Områdesekretariatet Helsingør og den almennyttige forening Haver til Maver. Projektet er støttet af Nordea-fonden med 6,7 mio kr. Håndbogen er en af målsætningerne i projektet og er blevet til på baggrund af erfaringer med at lave fælleshaver i tre almene boligområder, på evalueringer fra CFBU og Gehl, og på foreningen Haver til Mavers øvrige erfaring med have- og madbaseret udvikling.

Fakta om projektet

  • Områdesekretariat Helsingør står bag BoGro og samarbejder med Haver til Maver, Helsingør Kommune, samt Boliggården, Boligselskabet Nordkysten og Boligkontoret Danmark. Projektet er støttet af Nordea-fonden med 6,7 mio kr
  • Projektets primære målgruppe er beboere og sekundært borgere og institutioner i området.
  • Formålet er at øge trivslen i boligområderne, engagere beboerne og styrke relationerne på tværs af boligforeninger, institutioner og øvrige borgere i området.
  • Projektet gennemføres i de almene boligforeninger Tibberupparken, Vapnagaard og Nøjsomhed i Helsingør med i alt 5.200 beboere.