Skolehaveformidler til vores nye skolehave i Vordingborg

Haver til Maver starter i foråret op i Vordingborg by, og derfor søger vi en skolehaveformidler, som ønsker at være en del af den grønne omstilling og undervise børn og unge i vejen fra jord til bord til jord. Stillingen er tidsbegrænset og løber fra 1. marts til 31. oktober.

Så vil du sammen med vores dygtige team, være med til at arbejde for at styrke børn og unges jordforbindelse, ved at engagere dem i Haver til Mavers univers af positive børnefællesskaber, bålrøg og rødbeder? Du skal være en dygtig formidler og meget gerne have kompetencer inden for formidling, madlavning og det grønne læringsrum.

Haver til Maver er en landsdækkende NGO, der arbejder for, at alle børn modtager undervisning i en skolehave i løbet af deres børnehave -og skoleliv. Vi har en voksende portefølje af egne haver, der drives af sekretariatets knap 20 medarbejdere, der har baggrunde som kokke, landmænd, gartnere og naturvejledere. Du vil have base i vores nye skolehave i Vordingborg by, og kommer til at indgå i det samlede haveformidlerteam, som underviser i vores egne skolehaver beliggende på flere lokaliteter.

Stillingen omfatter:

  • Formidling i og om vejen fra jord til bord til jord til børn og unge.
  • Samarbejde med projektleder og skolehavekoordinator i at få startet en ny skolehave op med fokus på forskellige nye målgrupper fx børn med ufrivilligt skolefravær.
  • Bidrage til tilrettelæggelse af årets gang i skolehaven.
  • Samarbejde med lokale nøglepersoner på skoler og i dagtilbud.
  • Udføre praktiske opgaver i forbindelse med årets gang i skolehavedriften.

Om dig:

Du har en faglig viden om skolehaver og formidling – herunder madlavningskundskaber, dyrkning af afgrøder og naturfaglige emner. Vi ser gerne, at du har erfaring med at formidle til børn og unge og gerne indenfor natur, mad og havedyrkning. Det er også en fordel, hvis du har erfaring med formidling til børn og unge som er udsatte på forskellige måder. Samtidig skal du være frisk på at tage fat, have gode samarbejdsevner og være god til at have mange bolde i luften. Du skal kunne overskue og balancere en kompleks formidlingssituation, med stort publikum i en relativ stram ramme og alligevel mestre utrolighed og at gribe nuet.

Derudover skal du være indstillet på at tilbringe de fleste af dine arbejdsdage udendørs i Haver til Mavers særlige univers, hvor vi underviser i alt slags vejr.

Praktisk information:

Stillingen er på 25 timer ugentligt og er tidsbegrænset indtil den 31/10 2024. Vi ser gerne, at du starter 1. marts eller så hurtigt som muligt derefter.

Din daglige arbejdsplads bliver skolehaven i Vordingborg by.

Ansøgningsfristen er onsdag den 14/2 kl. 12, men gerne før, da vi læser ansøgningerne løbende. Vi afholder samtale onsdag den 21/2 på Ungdomsskolen: Parkvænget 12, Vordingborg, som også er her den nye skolehave kommer til at være.

Hvis du har spørgsmål til stillingen, kan du kontakte vicedirektør Camilla Otte på tlf. 40401970 eller på mail cro@havertilmaver.dk

Haver til Maver ønsker at afspejle det samfund, vi er del af og den mangfoldige generation af børn, der hver dag kommer i skolehaverne. Hos os er dit engagement og dine kompetencer det vigtigste – ikke dit efternavn, køn eller din alder.

Ansøg HER.