24 skolelærerer og pædagoger har siden april været i elevens rolle og fulgt undervisningen i Haver til Mavers nye skolehave-efteruddannelse, ‘pædagogisk praksis og fagintegration i skolehaver’. Uddannelsen sikrer at frisk luft og jord under neglene ikke er elevernes eneste udbytte af besøgene i skolehaverne. De første kursister har netop modtaget diplomer som synligt bevis på veloverstået eksamen.
SKOLEHAVEN SOM LÆRINGSRUM
Ifølge rapporten “Fagintegration i skolehaver”, er skolehaver en oplagt undervisningsmetode hvor elever kan tilegne sig viden, færdigheder og kompetencer i matematik, kemi, fysik, skriftlighed, læsning samt andre af skolens fag og emner.
Download og læs rapporten her:
[kathart_shortcake_pdf_file pdf-attachment=”4513″ pdf-caption=”Fagintegration i skolehaver” /]
Grundlaget for succesfuld undervisning i skolehaver der rækker udover mad, måltider og sociale kompetencer, forudsætter at lærerne og pædagogerne er motiverede for at integrere det aktivt i undervisningen. Derfor etablerede og gennemførte Haver til Maver i 2017 et skolehave-efteruddannelsesforløb, som er sat i verden for at sikre bedre fagintegration i haverne, og skolelærere og skolepædagoger i højere grad udnytter muligheden for at anvende skolehaverne aktivt indenfor klasselokalernes fire vægge.
Kursisterne har i undervisningen gennemgået tre moduler: En teoretisk indledning til fagintegration og den nyeste forskning på området på Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse (DPU), et praktisk modul på Krogerup Avlsgård og Haver til Mavers skolehave i Furesø med bl.a. gennemgang af de gennemførte undervisningsforløb og madlavning i udekøkken, samt et tredje og sidste eksamensmodul, aflagt enten individuelt eller i gruppe, som bestod af at planlægge et ‘Høstfest’-undervisningsforløb med inddragelse af de faglige temaer fra undervisningen såsom fagintegration, pædagogiske overvejelser, praksisnære øvelser, ejerskab blandt eleverne og tegn på læring. Sideløbende har kursisterne praktiseret anerkendende supervision i hinandens haver.
RELATIONSDANNELSE OG SPROGLIG UDVIKLING
Det er som nævnt afgørende, om den enkelte underviser kan se hvordan haven kan bidrage til elevers læring og udvikling, hvis skolehaverne skal integreres i fagene og omvendt. Derfor var undervisningsforløbet opbygget med praksisnært undervisning med udgangspunkt i kursisternes egne skolehaver, den enkeltes faglighed og skolernes læringsmål.
Trine Ryberg, pædagog ved Stavnsholt FFO i Furesø Kommune, siger om uddannelsesforløbet:
“Det har været enormt spændende og motiverende. Det gav en masse nye indtryk af hvad man kan bruge haverne til, og hvordan man selv formidler. Udover at blive klogere på det praktiske i forbindelse med havearbejdet, har jeg også mærket meget det har rykket hos børnene ud fra de opsatte læringsmål omkring relationsdannelse og sproglig udvikling, og det er fedt.”
Fra flere sider fremhæves det som særligt positivt, at undervisningsforløbet ikke kun bestod af løsningsorienterede opgaver, men også gav konkrete redskaber til egen formidling, og hvordan haven kan bruges som læringsrum.
SAMARBEJDE OG VIDENSDELING
Underviser og censor på efteruddannelsen, Amalie Ørsted, have- og madformidler ved Haver til Maver, er også positiv efter afslutningen på første skolehave-efteruddannelsesforløb. Hun peger især på det gode samarbejde mellem både undervisere og kursister og gensidigt mellem kursisterne:
“Det har været meget motiverende at arbejde sammen med lærere og pædagoger om denne efteruddannelse – og jeg mener, at det var et samarbejde, fordi deltagerne har været utroligt gode til at præge undervisningen både med deres refleksioner over praksis, de opgaver de har afleveret og gennem konstant vidensdeling mellem de forskellige grupper”, siger Amalie Ørsted.
Kursisterne egen faglighed og skolehaveforløb har været udgangspunktet for undervisningen, og målet har været at bygge ovenpå denne faglighed for at inspirere til at forløse skolehavernes potentiale.
“Fra Haver til Mavers side er vi meget begejstrede over, hvor godt det er gået med at få lærerne og pædagogernes faglighed i spil i deres skolehaveforløb, og vi ser det helt klart som et vigtigt næste skridt i opfyldelsen af skolehavens potentiale i elevers skoleforløb og børnehavebørns udvikling”, lyder det afsluttende fra fra Amalie Ørsted.
PRAKSISNÆR UNDERVISNING MED RØDDER I TEORIEN
Selvom der været en udtalt ambition om at tilbyde et praksisnært undervisningsforløb, har det været afgørende med en solid teoretisk forankring. Derfor har Karen Wistoft, professor ved Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse (DPU), Aarhus Universitet, og medforfatter på den nyligt offentliggjorte forskningsrapport “Fagintegration i skolehaver”, der viser, at skolehaver også har positiv effekt på undervisningen i natur- og sprogfag, været tilknyttet forløbet.
Hun er ansvarlig for efteruddannelsens forskningsbasering, design og læringsforløb, og har også fungeret som censor til eksamen:
“Jeg er enormt oplivet som bedømmer. Der har været utroligt flotte resultater hele vejen rundt, og en høj grad af pædagogisk og didaktisk refleksion. Vi har også flere konkrete eksempler på at lærerne og pædagogerne har anvendt det, de har lært, i deres undervisning”, siger Karen Wistoft.
Hun peger ydermere på at lærerne og pædagogerne bruge det lærte fra undervisningen aktivt i planlægningen af skolehavernes forløb i 2018, og er blevet inspireret til at anvende det teoretiske fundament i undervisning.
Hos Haver til Maver arbejdes der på at kunne gennemføre uddannelsesforløbet med et nyt hold kursister i 2018. Foreløbig skal der lyde et stort tillykke til det første kuld, som alle bestod deres eksamen.
Ønsker du at læse mere om uddannelsens opbygning og forløb, kan du klikke her.
Er du interesseret i at blive skrevet på venteliste eller høre mere, når der er nyt om uddannelsesstart i 2018, så send en mail med dit navn og kontaktoplysninger til Tina Gliese Schjerling: