BAGGRUND
Flere og flere børn, lærere og pædagoger er blevet fortrolige med skolehavens form og formål og har oplevet den som en del af skoledagen. Skolehaven som læringsrum er løbende blevet fulgt af både Aarhus Universitet som Copenhagen Business School for, at vi alle kan blive klogere på skolehaven som virke i skoledagen.
Samtidigt har følgeforskningen peget på, at skolehaven også viser potentiale som rum for lokalsamfundsudvikling og fællesskab. Her kunne være tale om et rum og udemiljø, der uden for skoletiden kan være mødested på tværs af alder, kultur og køn.
PROJEKETS FOKUS
I projektet Skolehaven som dynamo for lokale fællesskaber undersøger vi, hvordan skolehavn også kan være en ramme for fællesskab, der udspringer fra lokalsamfundet.
Projektets formål er tosidet; dels at undersøge hvordan skolehaven kan være et faglokale i fremtidens folkeskole, dels hvordan skolehaven kan være rammen omkring fællesskaber i lokalsamfund.
Projektet arbejder ud fra disse to overordnede spørgsmål:
- Hvordan udvikler vi skolehavens fysiske rammer, så den bedre understøtter børns læring og dannelse?
- Hvordan åbner vi skolehaven for andre målgrupper, så den kan være dynamo for fællesskab i lokalsamfundet?
Projektet arbejder derfor samtidigt både med udviklingen af de fysiske elementer som feks borde, bænke, kompost og skur, der udgør en skolehave og med hvem og hvordan andre grupper kan involveres i brugen af skolehaven i udfoldelsen af deres aktiviter og fællesskaber.
HVILKE SKOLEHAVER ER INVOLVEREDE?
I projektet deltager tre centrale skolehaver, der ligger forskellige steder i landet og hvoraf to lige har afsluttet din første sæson. Det drejer sig om skolehaverne i Frederiksberg Have, Skibhusgården i Odense og Krogerup Avlsgaard i Humlebæk.
VI STARTEDE PÅ FREDERIKSBERG…
Skolehaven på Frederiksberg har som projektets første involverede skolehave fået opsat prototyper på køkkenskur og vaskestation. Køkkenskuret har afløst den midlertidige ‘Dome’, hvor køkkenudstyret har været opbevaret i løbet af skolehavens første sæson.
Der er installeret vask og varmt vand i køkkenskuret og lige nu er selve indretningen af skuret ved at falde på plads. I skuret skal køkkengrejet opbevares, og derfor skal vi finde ud af, hvordan det opbevares på en måde, så det er nemt for børnene at hente tingene og stille dem rigtigt på plads. Samtidig er der en række ’hverdagsudfordringer’, der skal eksempelvis findes en løsning på, hvordan skærebrædder og viskestykkerne kan tørre efter skolehavebesøgene, og hvordan andre brugere af skolehaven også kan få adgang til skuret.
Når vi om ikke så længe skyder nytåret ind, står køkkenskuret fint indrettet med potter & pander hængt op, glas & tallerkner i stabler og ikke mindst havens frø på række – lige til at tage ud og bruge i havens anden sæson!
Med afsæt i erfaringerne fra skolehaven på Frederiksberg, har vi indarbejdet nogle justeringer på køkkenskuret. Vi vil blandt andet i de to andre skolehaver arbejde med to forskellige udgaver af skuret – et skolehave-køkkenskur og -køkkenskab. Dette set i lyset af, at skolehaverne er meget forskelligartede beliggende i forskellige kontekster/steder, skal det være muligt at kunne vælge og sammensætte den type eller typer skure, man har brug for.
Også med afsæt i erfaringerne fra Frederiksberg og vaskestationen, vil vi arbejde videre med, at vasken integreres i en samlet ’vaskestation’, således at der er et samlet element, som børnene arbejder sammen omkring.
VI FÅR SPARRING UDEFRA
Projektet får løbende sparring udefra af projektets følgegruppe bestående af Mette Mechlenborg, SBi, Mette Aaskov Knudsen, Skovskolen og Winie Ricken, Learning Spaces.
På følgegruppens andet møde var vi på besøg i skolehaven i Frederiksberg Have. Her blev Mette, Winie og Mette introduceret til skolehaven og til den fysiske del af skolehavekonceptet.
Derudover fik vi alle kigget på og drøftet den første prototypeudgave af skuret og de nye vaske til skolehaven.
Efter følgegruppens besøg i skolehaven, var det designkoncept, signatur og forretningsstrategi der var i centrum af drøftelserne i følgegruppen. Gode og givtige drøftelser, som vi løbende vil tage i projektet hen over det næste års tid.
2020 – ÅRET HVOR to SKOLEHAVER KOMMER TIL
I løbet af vinteren 2020 udvikles prototyper på skolehaveelementerne yderligere og klargøres til at blive en del af skolehavesæsonen 20-21 på Skibhusgården i Odense og Krogerup i Humlebæk.
Samtidigt indledes samarbejder med lokale foreninger, kommune, forældre og andre mennesker med noget op hjerte, for derved at undersøge, hvordan lokale fællesskaber kan understøttes og eventuelt udfoldes sig yderligere ved at gøre brug af skolehavens faciliteter og muligheder.
Vi ser blandt andet frem til, at Haver til Maver bliver en del af Den lille Kulturnat på Frederiksberg, at skabe partnerskaber sammen med andre grønne organisationer på Skibhusgården, og se skolehaven skabe rummet for forældrefællesskabet
Læs mere om projektet Lokal Dynamo her
Læs flere nyheder fra Haver til Maver her