nav icon MENU search icon SØG
search icon
Skolehaver - Haver til Mavers grundprincipper

Grundprincip # 3: Haver til Maver består af de tre faglige felter: have, natur og madlavning.

Haver til Mavers kulinariske skolehave består af de tre hovedelementer: have, natur og madlavning. Disse tre er indbyrdes afhængige af hinanden. I løbet af en sæson, fra forår til efterår,  deltager børnene i aktiviteter associeret med dette kredsløb, som de kan relatere til i deres hverdag.

Have

I den kulinariske skolehave dyrkes der udendørs og i jord. Det kan være højbede såvel som direkte i jorden.  Børnene dyrker grøntsager i jorden, og oplever hvad der sker fra et frø kommer i jorden, til planten høstes, til planten kommer tilbage til jorden som kompost.  Haver Til Maver ønsker at børnene skal opleve og opnå forståelse for, hvordan deres egen indsats, vejret og naturen påvirker denne proces.

Natur

Omkring den kulinariske skolehave, er den havenære natur. Denne natur påvirker haven, og haven påvirker den nære natur. Haver til Maver ønsker at børnene skal opleve denne natur, de utrolige oplevelser man kan have der – som for eksempel den utrolige oplevelse det kan være, at holde en regnorm for første gang. Vi ønsker også, at børnene skal opnå forståelse for, hvordan de påvirker naturen, og at skabe bevidsthed om, at vi alle har en pligt til at passe på den, samt hvilke glæder naturen byder på – som f.eks. vilde ramsløg.

MAD

I den kulinariske skolehave laves der mad, primært med grøntsager fra egen have og vilde spiselige planter fra den havenære natur. Vi ønsker at børnene skal opleve og lære hvordan man tilbereder måltider baseret på planter. De plantebaserede måltider giver børnene mulighed for at opnå utrolige oplevelser gennem grøntsagernes udseende, duft, smag, konsistens og helhed. Vi ønsker i Haver til Maver at præsentere børnene for sunde retter, hvor den kulinariske kvalitet er høj.