På besøg i Haver til Mavers nye skolehave i Hørsholm

På besøg i Haver til Mavers nye skolehave i Hørsholm

På besøg i Haver til Mavers nye skolehave i Hørsholm 1502 883 Haver til Maver

 

Godmorgen, Rungsted Skole, 3.A og B. Velkommen til jeres 4. modul i Haver til Maver.”

Louise, Haver til Mavers formidler i Hørsholms skolehave, samler børnene fra de to klasser i den store morgenrundkreds og gennemgår dagens program. 

Det er første sæson i den nye have, som er blevet anlagt i museumshaven bag Hørsholms Egnsmuseum. Tretten 3. og 4. klasser fra seks forskellige skoler i Hørsholm Kommune har sammen med Louise været i gang med jord, frø, spirer, planter og aktiviteter i udekøkkenet siden maj. 

Klasserne starter dagen med at luge deres bede. Derefter skal de så klatrebønner, de kan nemlig bruge majsplanterne, som de allerede har sået som klatrestativ. Bagefter er de i biernes univers, hvor de leger samlerbier der skal på pollenjagt. De hører historien om honningbien Viola, mens Louise lader dem dufte til honningtavler, fortælle om deres egne erfaringer med bier og stille en masse spørgsmål. 

I udekøkkenet efter frokostpausen skal de for første gang tænde bål og lave fladbrød på bålkomfurene. De små lækre brød bliver smurt med honning, som de får fra honningtavlerne – præcis som bierne har lavet den. 

Nu er Rungsted Skoles haver klar til sommerferie, og Louise siger tak for i dag og sender børnene tilbage til skolen, med et smil, en opfordring om at komme med deres familie og luge i løbet af sommeren og et “på gensyn”, når eleverne er kommet op i 4. klasse og skal igennem de sidste fire moduler i skolehaven. 

Louise er begejstret for hverdagen i museumshaven og glad og stolt (med rette!) over, hvor langt samarbejdet mellem hende, lærerne, børnene, Rikke (Haver til Mavers skolehaveleder), praktikanter og personalet i og omkring museet har bragt skolehaven, så den nu er endnu en velfungerende Haver til Maver-have.