nav icon MENU search icon SØG
search icon
Nyheder

Vores bæredygtighedsambassade – gravemaskiner, sten, varme, tørke og nogle fjer

SKolehaver
Vores bæredygtighedsambassade – gravemaskiner, sten, varme, tørke og nogle fjer

Liselotte Puggaard, skolehaveleder i Haver til Maver Asmildkloster Landbrugsskole sender sit skolehavepostkort fra hjertet af Jylland med en status på den første ’vilde’ sæson.  

Af Liselotte Puggaard 

Nok er vi nybegyndere indenfor Haver til Maver – men vi er VILDE med det, og vi forstår hvorfor der bare bliver flere og flere skønne haver rundt om i landet. Vi er stolte over at må være med i familien, og med postkortet her, vil jeg også anerkende jer og tage hatten af for jeres hårde og flotte arbejde, med fortsat at tage imod spirende haveaspiranter. For det ER et hårdt arbejde, men også skønt.

Idéen begyndte at spire hos os i foråret 2017. Forstanderen og jeg kiggede på en 900 kvm stor og ret kuperet græsplæne foran Asmildkloster Landbrugsskole og blev enige om, at den skulle summe af liv og gode naturoplevelser. Efter MANGE overvejelser, foreløbige tegninger, ansøgninger, nye tegninger, tilladelser og meget andet, tog tingene fart og med stor hjælp fra bl.a. Tina Gliese Scherling fra Haver til Maver og en del samarbejdspartnere havde vi en plan. Så snart frosten gik af jorden, startede gravearbejdet. Vi indså dog hurtigt at gravemaskinen fandt andet end regnorme og lækker muldjord. Jeg må indrømme, at jeg var lidt bekymret for det potentielle udbytte af den meget stenede og sandede jord. Vi måtte finde det tunge skyts frem, og der var mange landbrugsskoleelever, der med glæde ville hjælpe med at vende jorden og fræse møg ned – bare man nævner ordet traktor, kommer de nærmest flyvende. Jorden blev klar, og vi bød velkommen til fire klasser i denne første sæson i maj 2018.

Atypisk første sæson

Vi var klar over at første sæson ville blive lidt atypisk grundet den sene start, og håbet med første dyrkningssæson var bare at få andet end græs til at gro. Selvom 2018 har været præget af ekstrem tørke og varme, lykkedes det over al forventning med at holde liv i majs, gulerødder, kartofler, spinat og morgenfruer. Men, vi har været nødsaget til at vande en hel del for at sikre overlevelse af alle vores helt nyplantede frugttræer, bærbuske og hasselnøddebuske – og vandstrålen drejede derfor også i retning af kartofler, bønner og gulerødder indimellem. Set i bakspejlet, var det ikke det bedste tidspunkt at plante frugttræer, men det var ikke let at spå om de ekstreme forhold, som vi oplevede i 2018.

En anden lidt atypisk ting for vores første havesæson var målgruppen. Det har været lidt op ad bakke og få skolerne til at tilmelde sig i Viborg, og igen pga. den sene start måtte jeg ’nøjes’ med elever fra 5. og 6. klasse, som så blev til henholdsvis 6. og 7. klasse efter sommerferien. I kan nok næsten forestille jer, hvad min næste beretning bliver, hvis I selv har haft fornøjelsen af de lidt ældre klasser i skolehaverne. Men, som vi var klar over fra starten, ville denne første sæson være en forsøgsperiode, hvor eleverne skulle være forsøgskaniner. Jeg havde sprunget ud på det dybe skolehave-vand, og selvom jeg har en baggrund som agronom og selvuddannet havemenneske, havde jeg dybest set ikke nogen idé, om eleverne ville synes godt om valget af aktiviteter. Heldigvis havde jeg mange søde børn og lærere på besøg, som var gode til at komme med forslag til forbedringer. Men, jeg må sige at den typiske målgruppe i Haver til maver er velvalgt, og her passer 7. klassetrin ikke så godt ind. Programmet til dem måtte ændres en del, og snoren blev til tider holdt meget kort.

Tak til havens forsøgskaniner

Det gode ved at prøve noget nyt, er jo at man får en masse erfaring, og takket være mine ’forsøgskaniner’ har jeg nu sporet programmet for Haver til Maver Asmildkloster sæson 2 ind på noget, der føles godt og sjovt. Vi glæder os derfor til at byde 10 klasser velkomne til en ny sæson inden længe, og forhåbentlig bliver udbyttet større end sidste år. Det bliver skønt at mærke forårssolens varme stråler, dufte røgen fra bålkomfuret, høre fuglekvidder, børnestemmer og latter, og måske ser vi rådyrene igen i år nede i skovbrynet.  

En stor fornøjelse i den første sæson var et kortere forløb med en klasse med elever med mange forskellige etniske baggrunde. Under et af besøgene havde jeg medbragt min mest tamme høne hjemmefra, og den dag blev den høne krammet og nusset mere end i hele dens liv hos mig (og hun er ellers en halvgammel dame). Hun blev døbt ’Vanessa’, og jeg kunne have solgt hende mange gange, også selvom de fleste børn bor i lejlighed. ’Vanessa’ kom dog med mig hjem igen, men at se børnenes begejstring og deres omsorg for en høne – mange af dem havde aldrig holdt én før – var bare det hele værd. For en stund var alt det hårde arbejde med etablering, vanding og udfordrende, kommende teenagere glemt. Mange af børnene berettede om historier fra deres hjemland, hvor de huskede at deres bedsteforældre havde høns – og nu ville de også!

Haven udklækker ambassadører

Vi har sikkert alle en helt særlig historie fra vores skolehaver, og fælles for dem er, at det er historier, hvor børnene virkelig mærker og opdager naturens evige forunderlighed og utrolighed. Oplevelser der bare ikke kan opleves ud fra en bog eller ved at gå en tur i supermarkedet. Jeg har lige fra starten drømt om, at vores skolehavedeltagere bliver ’udklækket’ som bæredygtighedsambassadører, når de slutter med den sidste ’planten’ i gryden-aktivitet lige inden, at haven lukkes ned i efteråret. Børnene går fra skolehaverne med opløftet pande, stolthed, jord under neglene og grøn viden i hovedet. Rigtig god skolehavesæson derude i det ganske, danske land.

De bedste hilsner fra midtjylland.

 

Læs flere spændende indlæg om livet i skolehaven her