Der blev delt gode oplevelser, fantastiske historier og anekdoter, da Tibberupparkens beboere i sidste uge var inviteret til evaluering for at samle op på BoGro-projektet.
Det er første sæson med det nye udeområde, og på mødet kom det frem, at der ikke bare er blevet høstet kartofler og radiser i Tibberupparken, men også nye venner og oplevelser.
”Før var Tibberupparken et kedeligt sted, hvor man ikke kendte hinanden. Nu er det blevet til et dejligt sted med et rigtigt godt fællesskab. Nu kan jeg slet ikke forestille mig at flytte herfra”, sagde en beboer.
Også en håndfuld af Tibberupparkens naboer var mødt op til mødet og udtrykte deres glæde og engagement i BoGro-projektet. En enkelt nabo meldte sig endda til at luge om søndagen i den kommende sæson.