Kan man få en arbejdsplads, hvor man tænker sæsonbaseret, praktisk læring og kan udfolde sine kreative evner? Det vil vi som praktikstuderende mene man kan hos Haver til Maver.
Vi, Maria og Nicoline, læser ernæring og sundhedsuddannelsen på Københavns Professionshøjskole. Vi går på 3. semester og er til dagligt sat på skolebænken, men her på vores 3. semester var vi så heldige at skulle i praktik i 6 uger. Vi syntes begge, at Haver til Maver kunne imødekomme vores ideer om, hvad et godt praktiksted er.
Men hvad er et godt praktiksted for os?
For os havde det stor betydning, at vi kunne drage vores undervisning ud til praktikstedet og herved skabe en forståelse for, hvad det vil sige at arbejde som en professionsbachelor i ernæring og sundhed. Vi var så heldige at komme i praktik på Krogerup Avlsgaard, men faktisk også i skolehaven i Hørsholm. På Krogerup Avlsgaard har Haver til Maver eksisteret i 17 år. Modsat er Hørsholm en helt nyopstartet skolehave. Vi har derfor fået et godt indblik i, hvad det vil sige at opstarte en ny have, men også set stedet hvor det hele startede, og det har været inspirerende og sjovt at være en del af.
Haver til Maver er et sted, hvor børn kommer og lærer om jord til bord-princippet, i og med at en klasse starter med en have, hvor de skal luge, så, sætte og vande, og efter sommerferien skal de høste deres grøntsager og lave lækker mad i udekøkkenerne.
Hvilken funktion har vi hos Haver til Maver?
Vores funktion hos Haver til Maver har vi selv kunnet præge. Vores praktikværter har imødekommet vores præferencer og stået med åbne arme overfor vores ideer. Vi fik lov til at sætte præg på elevernes fjerde modul på Krogerup, hvor vi udviklede en opskrift, som indgik som en del af programmet. Formidling omkring bier er en fast del af fjerde modul, og derfor skulle der indgå honning i vores opskrift. Vi ville gerne arbejde med sæson og valgte derfor at arbejde med rabarber, som en del af vores opskrift. På modulet fik vi lov til at stå for madlavningen i udekøkkenet, hvor vores opskrift indgik. Vi formidlede desuden omkring sæson, hygiejne, fremgangsmåder og sikkerhed.
Når børnene tager hjem, har vi praktiske opgaver såsom at klargøre til den næste dag, luge bede, vande i haverne og i vores drivhus, hugge brænde, så, rydde op, og vi har sågar også fået lov til at buskrydde.
Generelt set er der ikke to dage, der er ens hos Haver til Maver. Det har for os gjort at det har været spændende hele vejen og det har især været godt, at vi har været med på to undervisningsmoduler, da vi har fået mulighed for at møde eleverne flere gange.
Afslutningsvis vil vi gerne sige tak for nogle gode uger under åben himmel.
– Maria & Nicoline