Efterårshilsen fra Haver til Maver

Efterårshilsen fra Haver til Maver

Efterårshilsen fra Haver til Maver 414 664 Haver til Maver

Kære netværk  

Tak for endnu en god skolehavesæson! ? 

Efteråret har ramt os med sine smukke farver, og vi ser tilbage på et helt fantastisk år fyldt med aktiviteter, læring og glæde i haverne og i naturen ? Fra spirende forår til frodige sommerhaver har vi haft fornøjelsen af at undervise børn og unge i vejen fra jord til bord til jord, økologi, bæredygtighed, sankning og vi har gjort dem en del af de positive børnefællesskaber, vi skaber ude i skolehaverne.  

Haver til Maver har i år åbnet to helt nye haver. Den ene er i Hørsholm, hvor det nu på tredje år endelig er lykkedes at lande Haver til Maver på en blivende lokalitet. Det har været nogle hårde pilot år med megen flytten rundt, men nu er vi landet ved Lågehuset på Strandvejen og har dermed Haver til Mavers første skolehave med havudsigt. Derudover har vi åbnet en ny skolehave i Vordingborg, hvor målet er at komme tættere på byen og dermed også tættere på en masse børn og unge.  

I år har Haver til Maver også haft fokus på at inddrage helt nye målgrupper i vores skolehaveprogram. I Vordingborg har både 10. klasser, ungdomsskolen og STU-elever nydt godt af den nye skolehave. I Roskilde har endnu flere børn fra Julemærkehjemmet Liljeborg oplevet at høste egne gulerødder og har lavet lækre grønsagsretter i udekøkkenet. At inddrage mange flere målgrupper i vores skolehavepraksis er et stort ønske fra Haver til Maver, og noget vi også kommer til at fokusere på i de kommende år.  

Nu går vi ind i efteråret, og det betyder nye arbejdsopgaver! ?
Selvom sommeren er forbi, er det stadig fuld aktivitet i haverne. Børnene får afsluttet deres forløb med en masse madlavning, vi samler frø til næste års haver, og får lukket havestykkerne ned og siger tak for i år. Vintertid = kontortid for Haver til Maver folket. Vi skal evaluere på året, der er gået, forbedre vores undervisningsmaterialer, og i det hele taget gå vores praksis igennem for at blive ved at med sikre den samme høje kvalitet i skolehaverne.  

Vinter i år er også helt særligt, fordi vi i december får mulighed for at flytte ind i vores nye hus her på Frederiksberg. Haver til Maver huset giver os mulighed for at engagere endnu flere børn og unge i grøntsags dyrkning, madlavning og naturoplevelser, og samtidig får vi et samlingssted for landets skolehaveaktører, et hus hvor vi kan kompetenceudvikle de fagpersoner, der arbejder med børn og unge, og vi får et helt særligt hus med stort fokus på fællesskaber, succesoplevelser og nærvær lige i hjertet af Frederiksberg. Nu, hvor der er ved at blive lagt sidste hånd på Huset, glæder vi os virkelig til at rykke ind, se bare billedet nedenfor. 

Vi ønsker jer et rigtig dejligt efterår 

Med de bedste hilsner,

 Haver til Maver-teamet 
? Sammen dyrker vi fremtiden ?