nav icon MENU search icon SØG
search icon
Nyheder

18. maj 2017

Ny skolehave åbner på Lilliendal Gods

Ny skolehave åbner på Lilliendal Gods

8. juni er der indvielse af en ny Haver til Maver-skolehave på Lilliendal Gods ved Mern, hvor områdets skoleelever kan dyrke deres egne grøntsager og tilberede sund mad af egen avl.

Læs nyheden skrevet af Lilliendal Gods.

En skolehave er ikke bare et langt frikvarter, men et fagligt udendørs klasselokale, hvor eleverne skal bruge masser af færdigheder undervejs i processen. Her får de en enestående mulighed for at dyrke grøntsager og komme helt tæt på processen fra jord til bord.

”Eleverne vil opdage, at det er sjovt og ikke spor svært at dyrke grøntsager, og hele oplevelsen giver lyst til at lave mad og spise sundt,” fortæller Mette Heiberg, der er bestyrelsesformand i Foreningen Lilliendal Skolehave.

Men der er også andre gevinster. Når børnene sår, høster og laver mad af deres egne grøntsager, bruger de geometrien til at måle havestykker, de tæller frø, læser opskrifter og staver sig igennem grøntsagernes navne.

Nyt liv til drivhus fra 1820’erne

Tilbagetrukket fra Lilliendals hovedbygning lå indtil for nyligt et gammelt nedslidt drivhus fra 1820’erne. I dag er drivhuset fuldstændig renoveret, med alle nødvendige faciliteter til at drive en moderne skolehave. Det gamle vækstrum er bygget om til indendørs undervisningsrum, hvor der kan arbejdes med stiklinger og forspiring. Der er etableret udekøkkener, og haven byder også på en legekrog og en labyrint. Så efter næsten 50 års dvale dufter der nu atter af muld og planter, præcis som dengang, hvor man dyrkede grøntsager til godsets store folkehold.

Skolehaven med drivhus griber tilbage til herregårdens oprindelige funktion og identitet, men i fornyet form med lokalsamfundets skoler og børn som målgruppe.

”Jeg håber, at børnene og skolelærerne, men også børnenes familier, får en positiv og værdifuld relation til stedet, og Lilliendal bliver mere end en landbrugsvirksomhed i lokalmiljøet,” forklarer Mette Heiberg.

Haver til Maver

Den almennyttige forening Haver til Maver, der udvikler og udbreder skolehaver over hele landet, har været en afgørende samarbejdspartner. Hele filosofien bag Haver til Maver er at styrke børn og unges engagement i bæredygtighed, madkultur og sundhed.

”Det har været en ubeskrivelig stor hjælp for os at samarbejde med Haver til Maver. De har givet os viden om alt, lige fra hvordan man får et samarbejde med kommunen op at stå, til hvor mange elever man kan være om et bed. Fra udarbejdelse af undervisningsplaner til, hvad der er godt at dyrke,” forklarer Mette Heiberg.

Lilliendal Skolehave er etableret med støtte fra Realdania ”Fremtidens Herregård”, Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne: Danmark og Europa investerer i landdistrikterne, Haver til Maver, Nordea-fonden og Friluftsrådet. Projektet er udviklet i samarbejde med Vordingborg Kommune. Greg Kobett fra Tegnestuen Paradehuset har været arkitekt og landskabsarkitekt.
  Tilmeld nyhedsbrev

TILMELD NYHEDSBREV

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

×